Da di da di da

I skovens dybe stille ro,

hvor sangerhære bo,

hvor sjælen lytted´ mangen gang

til fuglens glade sang,

der er idyllisk stille fred

i skovens ensomhed,

og hjertets længsler tie her,

hvor fred og hvile er.

Hør! Landsbyklokken lyder ned,

bebuder aftenfred,

småfuglen før den går til blund,

den kvidrer lidt en stund;

i mosen kvækker højt en frø,

stærkt damper mark og sø,

nu kloken ringer - aft´nens fred

sig stille sænker ned.